Behandlingen

Bindevævsbehandling er god til dig, hvis du:

  • mangler energi
  • føler dig mismodig
  • har smerter i f.eks. din ryg, nakke, lænd eller dine arme
  • lider af hovedpine
  • har svært ved at sove
  • ikke kan koncentrere dig
  • føler dig stresset og urolig
  • har arbejdet for meget og trænger til at blive tanket op

… eller bare har lyst til omsorg, velvære og at give din krop noget godt.


Hvad er bindevævsbehandling?

En bindevævsbehandling er en metode, hvor jeg ved brug af lette tryk og en blid berøring forskubber dit bindevæv i forskellige retninger. Bindevævet i hele din krop bliver påvirket. Det er som en brise, der bevæger sig igennem kroppen. Den blide brise forplanter sig og vækker din egen iboende livsenergi. Behandlingen vil give dig en følelse af lindring og velvære.


Hvordan foregår det?

Vi starter med en samtale, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvad du gerne vil have, at vi har fokus på. Behandlingen foregår ved, at du ligger fuldt påklædt på en massagebriks eller sidder på en stol. Selve den fysiske behandling varer mellem 30 til 45 minutter. Vi afslutter med en samtale.

 

Hvorfor virker behandlingen?

Bindevævsbehandling – også kaldet fascieterapi – er en meget blid, men samtidig dybdegående metode til at skabe ”selvregulering”. Det betyder, at din krop bliver i stand til at helbrede sig selv. Fascierne er det fine bindevæv, der omslutter dine muskler, forbinder dine muskler med dine knogler, afgrænser dine organer, holder dine lunger på plads og udfylder hulrum i din krop. Bindevævet er som et levende, dynamisk og tredimensionelt ”spindelvæv”, der får det hele til at hænge sammen. 

Der, hvor bindevævet er stramt, kan det udløse smerter. De vil forsvinde gradvist efter nogle behandlinger, f.eks. kan metoden afhjælpe kronisk migræne. Bindevævsbehandlingen stimulerer vævet, vækker din vitalitet og genskaber en forbindelse ”mellem lagene”, så du føler, du kommer på plads og i kontakt med dig selv. 


Hvor stammer behandlingen fra?

Den behandling, jeg tilbyder, stammer fra fascieterapi og er opfundet af franskmanden Danis Bois. Han startede som fysioterapeut og osteopat og arbejdede med sportsskader. Han er professor i pædagogik, og har været leder af uddannelsen ”Somato-psychopedagogie”, der eksisterer i bl.a. Frankrig og Tyskland. I dag har han trukket sig tilbage og arbejder kun med udvalgte opgaver.


Hvem kommer hos mig?

Her er eksempler på klienter, der kommer til mig:

  • En kvinde kom med kroniske søvnproblemer, som var startet, da hun mistede sin mand efter et langt ægteskab. Efter første behandling fik hun sin første sammenhængende søvn i et år. Efter nogle behandlinger blev hendes søvnmønster reetableret.
  • En mand i moden alder kom, fordi han på grund af gigt ikke længere kunne tage på vandringer og andre fysiske krævende ting, som havde været hans helle og måde at tanke op på. Under behandlingsforløbet fik han det bedre, og smerterne aftog. Han begyndte at acceptere sin alder og få lyst til at fordybe sig og lære sprog.
  • En stille og indelukket kvinde kom til mig. Hun havde brugt det meste af sit liv på at være der for andre. Hun havde smerter i korsbenet. Igennem mine behandlinger fik hun en bedre kropskontakt. Hun blev i stand til at genkende sine egne stresssignaler og sætte sine grænser, så hun kunne passe bedre på sig selv.
  • En kvindelig kræftpatient kom for at få behandlinger, fordi hun ikke kunne slappe af. Hun var bange for at blive syg igen. Undervejs opdagede hun, at hun havde svært ved at acceptere sin krop efter, at hun var blevet opereret. Hun lærte at acceptere sig selv og fandt en ny ro i sig selv.
  • En KOL-patient med vejrtrækningsproblemer kom til mig. Når jeg lagde hænderne på hans brystkasse, faldt han til ro, og efter ti minutter kunne han trække vejret bedre. En del af problemet med KOL er den angst og nervøsitet, der følger med ikke at kunne få vejret.
  • En kvinde ville gerne have et barn med sin kæreste. Hendes tema var, at hun havde svært ved at slippe sine forældre, der var meget kontrollerende. Hun gik hos mig i et års tid. For hver gang fik hun løsrevet sig lidt fra sine forældre. Da hun sluttede forløbet, blev hun kort efter gravid.

 


Anbefalinger fra klienter

“Jeg har modtaget de mest vidunderlige behandlinger: Med blidhed, varme og nærvær har behandlingerne givet mig et større nærvær med mig selv. Jeg opdagede, hvor anspændt jeg var i min krop. Jeg havde bl.a. en massiv stivhed i lænden, som forårsagede smerter gennem flere år. Behandlingerne forløste en masse gammel sorg, jeg havde båret på, og anspændtheden i kroppen forsvandt. Ann-Tove lærte mig nogle bevægelsesøvelser, som jeg nu laver, når kroppen er anspændt, og jeg trænger til egenomsorg.”
Janne Hjorth

 

“Behandlingen er meget nænsom og foregår i et roligt nærvær. Dette giver mig hurtigt en tryghed, og jeg føler mig taget vare på. Jeg mærker hele tiden, at Ann-Tove er med mig, og hendes engagement er afgørende for min – både fysiske og psykiske – modtagelse af metoden. Jeg kan varmt anbefale et forløb. Du vil føle dig i kærlige og helbredende hænder.”
Inge Ege